Denne artikel tager udgangspunkt i psykiatrisk sygepleje – i arbejdet med patienter med psykopatologiske lidelser. I min faglige forståelse har personalet ydet jeg-styrkende sygepleje, hvorved vi teoretisk har en egopsykologisk referenceramme, og sygeplejen bliver en form for anvendt psykologi – en pædagogisk psykologisk intervention. I artiklen vil jeg undersøge, hvilke antagelser der i egopsykologien ligger i opfattelsen af den psykotiske patient, hvordan den jeg-styrkende sygepleje som en pædagogisk psykologisk intervention kan styrke patienten, og give et bud på sammenhæng mellem jeg-støtte, -differentiering, tilknytning og internalisering. Jeg tager afsæt i Liv Strands forståelse af jeg-styrkende sygepleje og kritiserer hendes opdeling af sygeplejeprincipper i familiære betegnelser som faderlige og moderlige.