I mit arbejde som psykolog på Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter støder jeg i sagens natur ofte på uhelbredeligt syge kræftpatienter. Jeg har det privilegium at få lov til at følge dem i deres kamp for at leve og for at dø på bedst mulig måde.
Jeg oplever min rolle som professionel terapeut i denne sammenhæng som det at være til stede i det rum, den kræftsyge befinder sig i. Jeg forsøger i al ydmyghed at være et medmenneske, som ikke flygter, som ikke bliver bange, og som dermed kan være vidne til det, der er ved at ske for den uhelbredeligt kræftsyge, nemlig det, at han er ved at miste grebet om sin tilværelse, er ved at miste livet.